Nogle af os reagerer måske på ordet ”intimt”. Er der ikke noget lidt erotisk over det? Jeg ser det mere som et barn – forældre forhold. Intimitet er når man som barn har såkaldt ”kvalitetstid” med sin mor eller far. Måske sidder man på deres skød eller blot sammen med dem i sofaen. Måske går man en tur sammen, måske er det en dag på stranden uden stess og jaj. Pointen er, at man får lov at være i fokus hos mor og far og at man føler sig elsket og værdsat. Det er tragisk at så mange mennesker i dag er vokset op uden denne oplevelse af intimitet med sine forældre.

Sårede relationer og et travlt hverdagsliv gør, at vi som forældre til tider svigter på dette område. Måske er vi også selv blevet svigtet og måske netop derfor finder vi det vanskeligt – ja direkte unaturligt at søge intimitet med vores himmelske Far.

Bibelen er fuld af eksempler på intim tilbedelse og længsel efter at være tæt på Gud.

David taler igen og igen om at søge Guds ansigt. Man kunne kan ses i modsætning til at søge hans hænder.

Kvinden i Lukas 7 praktiserede intim tilbedelse gennem at hælde velduftende salve ud over Jesu fødder.

Et godt eksempel på vores himmelske Fars længsel efter sin skabning, os, er Lukas 15 – lignelsen om den fortabte søn. Der står bl.a:

”Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.”

Hvad betyder intimitet så i forhold til lovsang?

Sange vi bruger i kirken, handler ofte om Gud.

Selvom det ikke altid forholder sig sådan, kan det skabe en distance til Gud, hvis vi kun synger om ham. I stedet bør vi, efter min mening overvejende bruge sange, som er direkte henvendt til Gud.

Vi synger til Gud frem for om Gud, og henvender os dermed direkte til ham i forventning om at han hører os og møder os.

Vi åbner vores hjerte for ham og forventer at han åbner sit hjerte for os.

Dette sker ikke på bekostning af forståelsen af Guds hellighed. Gud er hellig, og havde det ikke været pga. Jesu forsoning på korset, ville vi stadig være under den gamle pagt, og ikke have samme mulighed for intimitet m. Gud.

Gudsfrygt og intimitet må derfor gå hånd i hånd, for at vi kan have den rigtige balance og se Guds længsel efter fællesskab med os i det rigtige perspektiv.

Da jeg var et lille barn, var jeg en gang på tur med min farfar. Vi sad og spiste en is, eller jeg spiste en is – han røg vist en cerut.

Jeg husker hvordan jeg blev bange, fordi der kom en veps flyvende, men min farfar greb vepsen i luften med sin hånd og maste den. Jeg spurgte ham: ”Stak den dig ikke?” ”Jo”, svarede han, og så talte vi ikke mere om det, men jeg husker at jeg sad der i stilheden med respekt og beundring over min farfars mod og hans omsorg for mig. Han greb jo vepsen selvom den stak ham, for at forhindre at den stak mig.

Når vi forstår hvordan Gud har ofret sig for os, fordi han elsker os, ønsker at beskytte os og have fællesskab med os, så har vi det rigtige grundlag for at søge intimitet med ham.

Intimitet i tilbedelsen er en af hjørnestenene i bl.a. Vineyard-bevægelsen, som jeg selv er en del af. Da John og Carrol Wimber sammen med andre begyndte at mødes i et hjem i Carlifornien i 1977, mødtes de fordi de var sultne efter at møde Gud. På samme måde er Vineyard tilbedelse i årene derefter over hele verden blevet kendetegnet ved enkle sange om kærlighed og overgivelse.

Hvis intimitet i et ”snævert” perspektiv betyder at synge til Gud snarere end blot at synge om ham, betyder det i et bredere perspektiv, at vi lever hele vort liv i Guds nærvær. Hvis vi dedikerer vore liv til at elske andre ting, mister vi intimiteten med Gud. På samme måde mister vi intimiteten med Gud, hvis vi udtrykker tilbedelse på en måde som er ”hul” eller uægte. Det resulterer i et tomt møde – både for Gud og os.

Hvis vi bruger hele ugen på at fokusere på penge, kariere, uddannelse, bolig, etc. Er der ikke noget mærkeligt i, hvis vi finder det svært at genkende Åndens nærvær i vores liv de par timer om søndagen, hvor vi har gudstjeneste.

Intimitet, eller at søge tættere ind i fællesskabet med Gud, vil altid være vor højeste kaldelse og mål i dette liv. Når vi derefter skal tilbringe evigheden med Gud, bliver det blot bedre.