Cæcilie Jessen

20 år

Lærerstuderende ved Frederiksberg Seminarium

 

Da min tro på Gud hovedsageligt stod på standby fordi jeg brugte min tid på at vokse fra barn til næsten-voksen, plejede jeg at sige at Gud var et sikkerhedsnet under mit liv. Sådan ét der ville gribe mig hvis jeg skulle falde.

Så en dag trampede Gud ind i mit liv og blev til mere. Jeg inviterede ham egentligt ikke, men pludseligt opdagede jeg at han overskyggede de fleste ting i mit hoved. Så sagde jeg "O.k., kom ind".

Jeg har mange venner der ikke er kristne, og én af dem siger at hun misunder mig at jeg altid har én at bede om en løsning når jeg er ude på dybt vand. Det betyder meget for mig at kunne bede; det betyder allermest at jeg kan bede om hvad som helst.

At jeg er kristen betyder noget for den måde jeg møder mennesker på. Jeg prøver stadig at finde ud af hvad alt det med Guds kærlighed er for noget, og jeg synes det er svært at forstå, men jeg ved én ting, og det er at han elsker alle mennesker. Så banalt som det er, hjælper det mig til at møde mennesker åbent. Nok kan jeg synes de er irriterende eller mærkelige eller står i vejen, men Gud elsker dem, altså må det være muligt for mig at gøre det samme.

En ting der konstant forundrer mig, er hvordan man kan udforske de kristne floskler. I kirken bliver der sagt en masse om at Gud elsker mig og at Jesus er min ven og sådan noget med at lære Gud at kende. Alt den slags. Umiddelbart giver det ikke mening som andet end en ordstrøm og som noget man har lært at vide, men det er muligt at lære disse floskler at kende. Jeg holder af de øjeblikke, hvor jeg tror jeg har opdaget noget helt nyt i forhold til Gud, noget banebrydende teologi, for derefter at erkende at det er en floskel, jeg blot har lært at kende som min egen. 

Nogle gange virker det umuligt at tro. I perioder opslides jeg af altid at skulle se verden med dobbelte øjne, både mine og Guds. Så klamrer jeg mig til at det er ok, for Gud er sandhed, den ufravigelige sandhed, og så går det nok at man tvivler og begynder at søge efter svar og sandhed. Enhver tråd vil alligevel føre tilbage til Jesus. Måske ad store omveje, men før eller siden.

Guds bredde gør mig målløs. Det ene øjeblik er han en lille ven, jeg kan have med i lommen, det næste øjeblik en kærlig far, der aer mig på kinden og lader mig lægge hovedet ind mod ham, det tredje øjeblik verdens skaber. Det er vildt.

Det vildeste ved den Gud jeg kender, er at han eksisterer uafhængigt af min tro. Hans eksistens er ikke berettiget af noget; han eksisterer. Med til det hører også videnen om, at han elsker mig og har lyst til at jeg lader ham være en del af mit liv, men det er som sådan ikke Gud, der har brug for mig. Det er mig, der har brug for Gud.