Forside
Kalender
Tro
Om kirken
Aktiviteter
Mødested
Kontakt
Min tro
Video
Trosgrundlag

Mange mennesker har fået den opfattelse, at den kristne tros kerne er et budskab om næstekærlighed, en form for humanisme og så en stribe mere eller mindre rimelige leveregler.

Jeg vil her tillade mig at påstå, at troens kerne er en helt anden sag. Det er en kærlighedsgave, der tilbydes alle mennesker, som vil tage imod den. Ikke blot de religiøse, ikke blot de kristne og ikke blot moralsk pæne mennesker, men alle!

Jeg ved ikke, om du har prøvet at invitere en forhåbentligt kommende kæreste i biografen. Men forestil dig at vedkommende har sagt ja, og du står nu og venter og venter på den aftalte tid, men ingen kommer. Du blev brændt af, men du er ikke sådan at slå ud, så du inviterer vedkommende igen. Det samme sker.

Hvor mange gange vil du prøve igen? Det afhænger selvfølgelig af din kærlighed til personen, men du har en grænse, er jeg sikker på. For hvis du blev ved i det uendelige, ville man kalde dig et naivt fjols.

I så fald er Gud et naivt fjols, for uanset hvor mange gange han har ventet forgæves på fællesskab med dig og mig, venter han stadig. Årsagen er nemlig hans uendelige og utrættelige kærlighed til os.

Dét er troens gave!

- En ubegrænset kærlighed fra en Gud, som har rakt sin hånd ud imod dig gennem at blive et menneske som os. Han beviste sin guddommelighed ved at opstå fra døden, for livet selv kan ikke dø, men besejrer død og ondskab.

Dette er troens essens, men det kostede, i første omgang, Jesus livet. Til gengæld nedbrød han den mur, som vi har bygget op - en mur af selvtilstrækkelighed og destruktive handlinger og tanker. Jesus ofrede sit liv for vores skyld - ikke fordi vi havde gjort os fortjent til dette, men som der står i Bibelen, i Romerbrevet:

"…måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere" (Rom 5,7-8)

Han har gjort dette af kærlighed til dig og mig. Når dit indre liv føles indholdsløst og tomt. Når intet andet kan gøre dig "mæt" eller du blot længes efter en dybere mening med livet, så kom til Jesus. Begynd en rejse ind i mødet med Ham.

Det er en rejse, jeg ikke tror, du nogensinde vil fortryde, og det er en rejse, vi gerne vil foretage sammen med dig i København Vineyard.

Jesus siger om sig selv: "Jeg er vejen og sandheden og livet" (Joh 14,6)

(Ovenstående er forfattet med inspiration fra div. artikler om tro.)