Anne Mølhede Pedersen

Lærer på Thomasskolen

Gift med Flemming og mor til 4 børn

Det at tro er nu blevet en integreret del af mig. Det var ret svært at tro på Gud til at begynde med. Jesus var måske lidt nemmere, men det hele virkede som en naiv julehistorie med en gammel nisse i himlen… Hvordan i alverden kan man være så dum, tænkte jeg, at tro på den latterlige historie? Jeg kan klare mig selv. Mit motto hjemmefra var "Man er sin egen lykkes smed!". Det faktum, at jeg ikke ville tro, og ikke havde brug for at tro, ændrede sig imidlertid til at blive en beslutning om, at jeg gerne ville, men blot ikke kunne tro. Grunden til denne ændring var, at der var kommet troende mennesker ind i mit liv. Mennesker som jeg kom til at holde af for deres godhed og ægte glæde. Det gjorde noget ved mig. Jeg var vant til at spille hård, men var forvirret og utryg inden i. Det var en svimlende og frustrerende fornemmelse at lade Gud komme til. Jeg følte kampen inden i, for jeg var vant til at bestemme selv. Og den kamp er endnu ikke slut, for jeg vil stadig gerne bestemme. Jeg besluttede mig dog for at ville tro, men mit hjerte var til at begynde med ikke med i beslutningen, og jeg var flov over, at jeg ikke kunne tro. Men jeg ville virkelig gerne!

En dag på seminariet, hvor jeg læste til lærer, var der en kristen underviser, der sagde, at det er en gave at tro. En gave som man kan bede om at få. Det blev en slags åbenbaring for mig. Jeg bad til Gud om at tro på Ham, og det har ikke været et problem for mig siden. Jeg elsker nu at lade mig omslutte af fællesbønnen "Fadervor" på min arbejdsplads, som er en kristen friskole. Eller den puslen der lyder, når folk går til nadver, hvilket giver mig en følelse af fred og samhørighed med andre troende mennesker. Jeg tror simpelthen på, at jeg har ret til at leve et liv i glæde og tro på fremtiden. Det burde være sådan for alle mennesker.

Måske ville jeg have det på samme måde uden troen på Gud, det kan jeg ikke garantere, men jeg tror det ikke.

Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at lægge svære ting i livet over på Ham for første gang, hvilket var meget befriende. Jeg er ret visuelt anlagt og en tale til et arrangement, som handlede om det at bære en tung sæk på ryggen, blev levende for mig. Budskabet var enkelt, vi skal lade Jesus bære vores byrde. Jeg kan huske, at jeg syntes, det føltes strengt over for Jesus, men dejligt for mig.

Siden har jeg haft flere oplevelser, som har styrket min tro; drømme og virkelige oplevelser, som jeg godt kunne fortælle om, men den sejeste er nok, at jeg ikke føler mig alene på samme måde som før.